Huset
Bygningen er udformet med tre længer med boliger. Mod den nordlige glasfacade ligger fælleshuset.
I alt indeholder bygningen 55 lejligheder og en gæstelejlighed, som beboerne kan leje, når der er overnattende gæster på besøg.
Indgangen til bygningen er sikret med en fælles porttelefon. I alle lejligheder er en dørtelefon med TV-display tilkoblet husets fælles porttelefon, så du fra lejligheden kan se, hvem der kommer og besøger dig og kun lukke op for dine gæster. På den måde er du med til at sikre, at der ikke kommer uvedkommende ind i Bovieran. Alle lejligheder har depotrum på 3 kvm i kælderen. Der er elevator til alle etager.
Fra boligerne på 1. sal ser man ind i de smukke palmer.
På 1. og 2. sal fordeler vi os til vores egne private lejligheder via gangbroer. Gangbroerne mellem lejlighederne er rykket halvanden meter ud fra husets væg. Dette sikrer, at der kommer dagslys ind gennem vinduerne på de underliggende etager. Samtidigt undgås, at vi går lige forbi naboernes vinduer.
Fra 2. sals lejlighederne ser du ud over hele vinterhaven.
Når vi opholder os på gangbroerne drages blikket næsten automatisk mod vinterhaven, uanset om vi sidder med en kop kaffe foran vores private hoveddør eller vi bevæger os rundt.
Vinterhaven er overdækket med glastag med oplukkelige felter, der åbner og lukker for at regulere temperaturen i vinterhaven.